Tora Tourist Traffic

Faroe Islands Holidays - Færøerne Ferie For Alle
Færøerne topper listen, og Bornholm kommer ind på en plads som nummer 18, når National Geographic og 522 eksperter i bæredygtig turisme vurderer verdens mest indbydende ø-destinationer. Foto: AP


Eksperter: Færøerne er verdens mest indbydende ø-gruppe

Af THOMAS ANDREW

Offentliggjort 16.11.07 kl. 20:18

Færøerne topper listen, og Bornholm kommer ind på en plads som nummer 18, når National Geographic og 522 eksperter i bæredygtig turisme vurderer verdens mest indbydende ø-destinationer.

Det er National Geographic Traveller, der udkommer på syv forskellige sprog verden over, som i sin decemberudgave tildeler Færøerne førstepladsen i konkurrence med 111 andre ø-grupper.

De 18 grønne øer af vulkansk oprindelse i den nordlige del af Atlanterhavet topper listen foran den portugisiske ø-gruppe Azorerne og den norske ø-gruppe, Lofoten.

De 522 eksperter har med hjælp fra George Washington University i USA vurderet øerne ud fra flere kriterier heriblandt skønhed, kultur og bæredygtig turisme.

Smuk natur og kultur

Det sidste kriterium går blandt andet hårdt ud over ø-grupper, hvor natur og kultur er fare for at gå til grunde på grund af overdreven turisme.

Til gengæld bliver de vindblæste færøske fjelde lovprist af eksperterne.

”Fantastisk landskab med usandsynlige stejle hældninger og skrænter. Stærk kulturel integritet. Velskabt kulturarv helt ned til de godt beskyttede og dyrebare tage af græs. Alle nye bygninger bidrager til at bevare den historiske arkitektur.”

Det er blot nogle af de rosende bemærkninger fra eksperterne, som i alt tildeler Færøerne 87 point ud af 100 mulige.

Bornholm: Smuk og fascinerende

Danmark bidrager også til 18. pladsen på den prestigefyldte liste. Bornholm får nemlig 76 point, og den danske klippeø i Østersøen får blandt andet følgende beskrivelse med på vejen:

”Afdæmpet og stille destination. Behageligt landskab uden at være prangende. Behageligt sted at slappe af. Høj bæredygtighed men ikke særligt ophidsende. Den smukke arkitektur blandet med det lokale kulturelle landskab gør øen meget smuk og fascinerende. Indbyggerne kombinerer fiskeri, landbrug og turisme effektivt.”

Grønland, Jordens største ø, som også indgår i det danske rigsfællesskab, var ikke med i National Geographic Travellers undersøgelse.

Se den komplette rangliste her.